VOLUME VILLAGE 2018-04-17T10:30:35+00:00

Project Description

VELKOMMEN TIL VOLUME VILLAGE!

Kulturforeningen Aarhus Volume har søgt og fået en million kroner til nyt stort projekt, ‘Volume Village’, som skal ligge i Aarhus K ved Godsbanen.

Den frivillige kulturforening Aarhus Volume (AAV) er med midler fra Realdania’s ildsjælekampagne, Underværker, klar til at opføre deres helt egen bydel: Volume Village.

Bydelen, eller landsbyen, som den er blevet døbt, opføres i form af en produktionshal, hvor der vil blive afholdt koncerter og produceret scenografi.

Produktionshallens vægge konstrueres af containere med kontorer, øvelokaler, værksteder, lager og andre relevante funktioner til musik-, festival- og promotionproduktion. Indspilningsstudierne drives af de to foreninger LARUS og Sjakket, der begge talentudvikler aspirerende, urbane solister og bands på frivillig basis.

Flere års arbejde bærer frugt

Landsbyens arkitektur vil afspejle de erfaringer, som de unge i Aarhus Volume har gjort sig gennem de sidste seks års arbejde med opbygning af festivalpladser og musikevents.

“Drømmen er at tage metoder og erfaringer fra Institut for (X) og skabe vores egen uafhængige platform for urban lyd, artister og andre musik-relaterede virksomheder. Volume Village skal være en landsby i det bynære miljø, en landsby for musikken, den kreative talentmasse og det engagerede publikum,” fortæller Albert F. Helmig, som til dagligt er projektleder for Aarhus Volume. Ifølge ham er støtten fra Realdania’s kampagne det afgørende skub for foreningen:


“Underværkers støtte til Volume Village er uundværlig for at kunne realisere denne platform. En samling af kræfterne fra arrangører, producere og musikere vil give os (Aarhus Volume red.) mulighed for at introducere flere unge til vækstlaget og vise, hvordan stærk lokal sammenhængskraft og forskellige produktionsopgaver kan udvikle talenter,” forklarer Albert F. Helmig.

Flere unge med ombord

Aarhus Volume er en forening drevet af frivillige unge mellem 16-25 fra det urbane kulturmiljø i Aarhus. Med Volume Village vil foreningen Aarhus Volume engagere og involvere flere unge frivillige i den daglige drift samt i selve byggeriet.

“Det er et kæmpe skridt for foreningen. Vi har på kort tid bevist vores værd som eventarrangører i byen. Volume Village kan give foreningen mange flere strenge at spille på, som bygger videre på en fortælling om, at vi nu går ind og giver kulturen noget tilbage i det miljø, vi selv kommer ud af og er afsendere på,” uddyber Albert F. Helmig, der ser frem til at han og resten af Aarhus Volume kan gå fra ikke kun at være arrangør på arrangementer, men også være vært, og på den måde videreføre den drivkraft, byens unge har.

Næste skridt for Aarhus Volume er at afvikle en travl sommer i form af flere arrangementer og festivaler. I sensommeren går byggeprojektet i gang og Aarhus bliver endnu et ambitiøst kulturprojekt rigere.

volume village
volume village
volume village

FAKTA:
Kulturforeningen Aarhus Volume

8000 C Aarhus

KONTAKT:
Albert F. Helmig a.f.helmig@gmail.com 50999920
Læs mere på Volume Villages hjemmeside

ANDRE PROJEKTER